Bentley siger farvel til 12 cylindre!

Efter mere end 20 års tjeneste tager Bentley afsked med den ikoniske W12 i 2024. Det bliver den sidste 12-cylindrede motor fra fabrikken i Crewe – og samtidig også den kraftigste nogensinde.

W12

Et kapitel er ved at lukke sig for Bentley, som nu har markeret udfasningen af den sidste udgave af mærkets velkendte W12-motor. Helt præcist vil den sidste Bentley med en 12-cylindret motor forlade fabrikken i Crewe til april 2024. På dette tidspunkt vil det samlede antal producerede eksemplarer af den berømte W12 have passeret 100.000.

Beslutningen om at udfase den ikoniske motor er en del af fabrikkens Beyond100-strategi om en mere ansvarlig fremtid. Denne strategi indebærer, at mærkets samlede modelprogram er fuldt elektrificeret inden begyndelsen af næste årti. Rejsen er for længst begyndt med lanceringen af de elektrificerede Bentayga Hybrid og Flying Spur Hybrid – to modeller, som med stor efterspørgsel for længst har overgået fabrikkens forventninger.

Når produktionen af W12 ophører, vil enhver model i Bentleys program være tilgængelig med en hybridbaseret drivline. I mellemtiden vil en motor, som så dagens lys i Continental GT, og som både metaforisk og i bogstavelig forstand har drevet mærket de sidste 20 år, gå over i historien.

Batur udstyres med den ultimative W12

Det sker dog ikke uden en spektakulær afsked. Takket være et omfattende udviklingsarbejde bliver den sidst producerede W12 fra Bentley også den absolut kraftigste. De kun 18 eksemplarer, som bliver produceret, og som alle er forbeholdt motorrummet i den limiterede Bentley Batur, håndbygget af Mulliner, udvikler nemlig hele 750 hestekræfter – og et massivt drejningsmoment på 1.000 Newtonmeter i et spænd fra 1.750 til 5.000 newtonmeter.

“Vores progressive rejse mod ansvarlig luksuriøs mobilitet kræver ændringer alle steder hos Bentley Motors. Da vi lancerede vores W12 tilbage i 2003 vidste vi, at vi havde en kraftfuld motor, som ville sende vores biler og vores brand fremad. 20 år og mere end 100.000 producerede W12-motorer senere er tiden nu kommet til at pensionere denne ikoniske drivline og fortsætte rejsen mod en fuld elektrificering. Dette sker dog ikke uden den bedste afskedshyldest i form af den kraftigste motor, vi nogensinde har skabt, lyder det fra CEO hos Bentley Motors, Adrian Hallmark.




20 års udvikling af et ikon

Siden introduktionen af den 6,0-liters biturbo-W12 i 2003 har ingeniørteamet i Crewe løbende videreudviklet, opdateret og opgraderet motoren, både hvad angår kræfter, drejningsmoment og forbrug. Gennem 20 år er antallet af hestekræfter således øget med 37 procent, mens drejningsmomentet er vokset med hele 54 procent. Endnu mere imponerende er, at det til trods for den større mængde power samtidig er lykkedes at reducere CO2-emissionen med 25 procent.

Begyndelsesvist skete denne udvikling via optimeringer i softwaresystemer og forbedringer i olie- og kølesystemer samt turboteknologi, ligesom indsprøjtnings- og forbrændingsprocesser er blevet videreudviklet. Med introduktionen af Bentayga i 2015 blev W12-motoren komplet redesignet fra bund til top og udstyret med nye teknologier som for eksempel cylinderdeaktivering for lavere forbrug – og det er denne version, som er i produktion i dag.

Hvert enkelt eksemplar af den 12-cylindrede motor tager i dag seks og en halv time at bygge, hvilket sker i et team af specialiserede folk, som desuden bruger mere end en time på at teste og kontrollere motoren via tre forskellige maskiner. Hver eneste uge gennemgår et udvalgt eksemplar af en W12-motor en simuleret testkørsel i en prøvebænk, hvorefter den skilles fuldstændigt ad og inspireres grundigt.

Stærkere end nogensinde – og stadig raffineret

For at skabe den endelige og ultimative version af Bentleys W12 har ingeniørteamet hos Mulliner blandt andet nydesignet ind- og udsugningssystemet samt kølesystemerne for at frigøre flere kræfter mere drejningsmoment end nogensinde. Turboladerens kompressorer er også genskabt i et nyt design, ligesom indsugningen, som sender luft gennem dem, er 33 procent større.

Disse opgraderinger har krævet en anderledes opsætning af motorens styresystem, og det samme gælder kalibreringen af automatgearkassen, som nu matcher de ekstra kræfter og er med til at forstærke køreoplevelsen, som både er massiv og imponerende – men stadig raffineret.


Bentley Batur er i produktionsstadie.

GALLERI

BRUGTE BILER