Semler Premium Motorsport opruster med Mathias H. Jensen

Semler Premium Motorsport byder varmt velkommen til Mathias H. Jensen, som det nyeste profil til holdets kørerlineup.

Endnu et talent til Semler Premium Motorsport

Efter årets første to afdelinger af OK 100 Super GT Denmark tilføjer Semler Premium Motorsport nu en ekstra profil til holdets kørerlineup. Teamet har forud for tredje afdeling på Ring Djursland den kommende weekend indgået aftale med den 22-årige Mathias H. Jensen, som både skal styrke indsatsen i OK 100 Super GT Denmark og samtidig fungere som coach for holdets 15-årige rookie, Christian Dannemand Jørgensen.

Hverken motorsport eller coaching er ukendte områder for Mathias H. Jensen, som er tidligere danmarksmester i både karting og i bilserien Legends Car Cup, ligesom han er lillebror til den mangedobbelte vinder af de danske mesterskaber DTC og TCR Denmark, Kasper H. Jensen. Mathias H. Jensen er desuden coach for kørerne på det danske esporthold, VG Racing Esports.

– Jeg er enormt begejstret over at blive en del af Semler Premium Motorsport, hvor jeg ser frem til styrke holdets præstationer på banen, både som kører og som coach. Jeg gennemførte en god test af Super GT-bilen på Padborg Park, hvor jeg hurtigt fandt mig til rette. Det er en fed racerbil med et godt greb og masser af power, og den er et step op fra dét, jeg tidligere har kørt. At kunne udvikle mig som racerkører og samtidig bruge min erfaring som coach i et seriøst motorsportsteam er en drømmeaftale for mig, og jeg glæder mig til at komme i gang, lyder det fra Mathias H. Jensen.

– Hos Semler Premium Motorsport har det fra begyndelsen været ambitionen af have to kørere til start i Super GT-serien, og med Mathias H. Jensen er dét nu en realitet. Jeg er særligt glad for, at vi med Mathias både får en dygtig kører, som kan hjælpe os med at komme helt frem i rækkerne på racerbanerne, og som samtidig kan være med til at udvikle vores talentfulde rookie, Christian Dannemand Jørgensen. Jeg har tidligere været med til at indsætte storebror Kasper H. Jensen DTC-serien, hvilket blev en kæmpe succes, så det kunne være sjovt også at hjælpe lillebror på vej, lyder det fra teamejer hos Semler Premium Motorsport, Jesper Carlsen.



– Jeg er glad for at få en teamkammerat som Mathias (H. Jensen, red.), som kommer til holdet med en masse erfaring. Det bliver fedt at få mulighed for at dele data og generelt få coaching af en kører, som har gjort det virkelig godt på de danske baner. De første to afdelinger af mesterskabet har været udfordrende for mig, men bestemt også lærerige, og jeg synes, vi hele tiden forbedrer os. Det er dog ingen tvivl om, at jeg med en erfaren teamkammerat kan løfte min præstation endnu mere, og derfor glæder jeg mig til enormt til den kommende weekend på Ring Djursland, lyder det fra Christian Dannemand Jørgensen.

Aftalen mellem Semler Premium Motorsport og Mathias H. Jensen er indgået forud for tredje afdeling af OK 100 Super GT Denmark, som afvikles den kommende weekend på den nye kørers hjemmebane, Ring Djursland. Her stiller holdet således op med to biler i 2L-klassen.

BRUGTE BILER